Om forfatterne

Bag 60 UGER TIL UDGIVELSE står Nanna Foss og Boris Hansen, der tilsammen har udgivet over 10 romaner til det unge og voksne publikum.

Ud over at vi har været testlæsere for hinanden igennem flere år, så har vi helt fra starten haft som mission at dele forfatterlivets og skriveprocessens op- og nedture med vores følgere både til bogarrangementer og via de sociale medier – på mange forskellige måder:

Vi har rapporteret, råt for usødet, fra vores fælles skrivecamps rundt omkring i landet og fra diverse bogmesser. Vi har lavet livestreams med litterær Gæt & Grimasser og quizzer. Vi har afholdt en lang række Q&A-sessions, interaktive foredrag og forfatter-battles.

Vores mål er at afmystificere forfatterlivet. At vise alle nuancerne mellem udgivelsesdagen med champagnebobler og skriveblokaden med rødrandede øjne. For dét at være forfatter er ikke magi – det er hårdt arbejde. Og så er det helt vildt sjovt.

Uanset om du er forfatterspire, læser eller bare nysgerrig – så vil vi gerne invitere med inden for i skrivehulen. Helt tæt på.


Boris Hansen er født i 1981 og begyndte sin forfatterkarriere i 2006 med den prisvindende voksenkrimi “Marburg-Eksperimentet”. Fra 2012 til 2014 udgav han fantasy-trilogien “Den Ældste Myte” efterfulgt af den anmelderroste “Panteon-sagaen”, der kombinerer science fiction og fantasy på en unik måde.

Boris Mølgaard Hansen er er cand it. og bor med kæreste og datter i Århus, hvor han til daglig nørder med at udvikle digital underholdning og interaktive fortællinger i nyskabende formater.

Boris’ forfatterliv ved siden af 60 UGER kan følges her:
Facebook
Instagram
Hjemmeside / blog
Nyhedsbrevet ‘Mørke Hemmeligheder’


Nanna Foss er forfatter til den anmelderroste sci/fi-serie SPEKTRUM og en række noveller i forskellige antologier. Hun har en masteruddannelse fra Forfatterskolen i Børnelitteratur og arbejder som skriveunderviser og foredragsholder over hele landet. Hendes seneste bog, SPEKTRUM 3: URSIDERNE (2017), blev nomineret til Orlaprisen for bedste handling. Bind 4 i serien, KVADRANTIDERNE, udkommer 15. november 2019.

Nanna bor på en gård uden for den lille by Egebjerg i Odsherred sammen med mand, fire børn, det meste af sin svigerfamilie og en krukke med ferskvandssnegle.

Nannas forfatterliv ved siden af 60 UGER kan følges her:
Instagram
Facebook
Patreon
Hjemmeside / blog